Grevens Fejde

 

Nedenstående tekst er et uddrag fra C. Paludan-Müllers bog Grevens Feide, 1853, bind 1, side 253-264 og side 285-293. Brødtesten er gengivet uden ændring af sproget, stavemåde etc. Overskrifter og afsnitsopdeling er indsat af hensyn til overskueligheden.

Clement stikker af fra Frederik den 1. tjeneste

Blandt dem, der vare traadte i Grev Christoffers Tjeneste, var ogsaa en navnkundig Søhane, som i adskillige Aar havde foruroliger de nordiske Farvande. Skipper Clement skal have været en Vendelbo af Herkomst, født i Aaby Sogn i Kjer Herred. Vi træffe ham først i Aaret 1525 som Underadmiral i Kong Frederik den Førstes Tjeneste, da han i Begyndelsen af September laa med fire Skibe paa Kjøbenhavns Reed for at at overføre til Gulland de Commissærer, som efter Søren Norbyes Krig i Skaane og Forlig med Kong Frederik skulde modtage Visborg i Kongens Navn, samt for derefter at forene sig med Hanseaterne imod Kong Christian den Andens Sømagt i Nordsøen. Men sikkert har Clement staaet i hemmelig Forbindelse med sin gamle Herres Tilhængere, thi inden de kongelige Sendebud kom om bord, samlede han alle Søfolkene paa det største af de fire Skibe, lod alt Gods og Skyts føre over paa dette, forhuggede Takkel og Toug paa de andre, og gik med det store Skib og en Jagt ud af Sundet paa sit eget Eventyr.

På søen i Christian den 2. tjeneste

I Sommeren 1525 havde Jørgen Kocks Stedsøn, Claus Knyphof, ført Krigen i Nordsøen i Kong Christian den Andens Navn med en lille Eskadre, som Kongen havde udrustet fra Nederlandene. Planen var først, at han skulde have forenet sig med Søren Norby; men da dette mislykkedes, paatænkte man et Angreb paa Bergen, og imidlertid optog Knyphof alle de vendiske Stæders og andre Kong Christians Fjenders Skibe, han kunde overkomme. Derfor udrustede Lybekkerne og Hamborgerne i Forening en Flaade paa otte Skibe, der løb ud fra Elben og den 8de October 1525 traf Claus Knyphof med fem Skibe ved Greetzyl paa Øster-Ems. Efter en heftig Kamp bleve de kongelige Skibe tagne, Knyphof med en Deel af sine Folk fangen, ført til Hamborg og uden Hensyn til Kong Christians Stilling behandlet som Sørøver. Hans og 73 af hans Staldbrødres Hoveder faldt under Bøddeløxen. Med Knyphof vilde Skipper Clement, som imidlertid ogsaa drev hvad Hanseaterne kaldte sørøveri, have forenet sig; nu maatte han forlade de norske Farvande. Men 1526 forsøgte Kong Christian igjen at tilvejebringe en Forbindelse af sine Sømænd i Østersøen og Nordsøen. Søren Norby, som da havde Sølvitsborg med Bleking til Lehn af Kong Frederik, havde atter sine Skibe i Søen imod Lybekkerne; Skipper Clement var allerede ankommen i Beltet med flere Skibe, og Femeraneren Martin Pechlin med Brun van Göttingen laa under Norge. Men ogsaa dennegang mislykkedes Planen; Kong Frederik og Lybekkerne i Forening kastede sig i August over Søren Norby, overvandt ham i et Søslag og toge næsten alle hans Skibe, medens de Kongelige bemægtigede sig Sølvitsborg. Norby selv undkom med et Par Jagter ind i Østersøen. Clement maatte tænke paa sin egen Frelse; han tyede til Junker Balthasar i Esens; men ud paa Efteraaret var han atter i Søen. Lykken var ham dog imod, i en Storm strandede han paa den jydske Kyst og mistede sit Skib; Liv og Frihed frelste han dog, men hvorledes han undkom er os ubekjendt. Pechlin og Brun gik det endnu værre. De anfaldt under Norge to hanseatiske Bergefarere, Carsten Thode fra Lybek og Claus Went fra Wismar; men disse værgede sig saa tappert, at Sørøverne bleve overvundne og paa faa Mand nær dræbte i Kampen, kastede overbord eller halshuggede. Dette skeete den 4de November 1526. Endnu vare Søren Norby og Clement i live; men den Første var i russisk Fangenskab, den Anden har vel søgt Tilflugt hvor han kunde og saa smaat oraaet paa Kaperi. I Sommeren 1527 vidste man i Norge, at han var i søen med tre Skibe. Derefter tabe vi ham i nogle Aar af Syne; men paa Kong Christian den Andens ulykkelige Tog til Norge var han atter med, uheldig som altid i sit Forehavende, men ogsaa dennegang heldig nok til at frelse sig selv. Han fik med de Andre Leide til Tydskland, efterat Kongen havde sluttet Overeenskomsten af 1ste Juli 1532 med Kong Frederiks og Hanseaternes Krigsøverster; og Kong Frederik den Første selv underhandlede kort efter med ham saavel om at kjøbe hans Skibe, som om fri Passage igjennem Kongens Lande, uden at dette dog synes at have bragt noget nærmere Forhold tilveie.

Forhandlinger med den svenske konge

Skipper Clements Forbindelser i Ostfriesland navnlig med Junker Balthasar, lade formode, at han ogsaa er kommen i Berøring med Grev Christoffer af Oldenborg og andre af Kong Christian den Andens Venner i disse Egne; sikkert var det ikke uden et Blik paa disses Planer til den fange Konges Befrielse, at Clement kort før Grev Christoffers Ankomst med den hollandske Flaade i Sommeren 1533 atter indfandt sig i de nordlige Farvande. Vi finde ham i Begyndelsen af Juli 1533 ved Göthaelven, hvor han i det mindste tilsyneladende søgte Forbindelse med Kong Gustav af Sverrig gjennem dennes Befalingsmand Søren Kiil paa Elfsborg. Det var netop i de samme Dage, da Gustavs Strid med Lybekkerne udbrød; det kom derfor Kongen meget vel tilpas, at en saa navnkundig Sømand og mangeaarig Fjende af Lybekkerne, som Skipper Clement, nu tilbød ham sin Tjeneste. Han paalagde derfor Søren Kiil at gjøre sig al Umage for at træffe en Overeenskomst med han og andre duelige Sømænd, som han stod i Forbindelse med; Kongen vilde dog indrømme, at han ikke skulle forpligte sig til daglig Tjeneste men maatte være i Søen "paa sin egen Profit," og dog have fri Havn i Sverrig, naar han blot vilde love samme Troskab mod Kongen, som han havde udviist imod Andre, antaste hans Fjender i Søen og indstille sig til Tieneste, saasnart Kongen forlangte det. Men, det har neppe været Skipper Clements Alvor, af give sig i Tjeneste hos Christian den Andens uforsonligste Fjende; thi saasnart den hollandske Flaade med Grev Christoffer ankom i August 1533, tog han med sit Skib Tjeneste ved den. Han undskyldte sig nu hos Kongen med, at han, allerede inden han kjendte dennes Villie, have forpligtet sig til hollænderne; med disse var han i Ørestund i Aaret 1533 og hjalp dem, sikkert med stor Glæde, at forfølge Lybekkerne og optage deres Gods. Imidlertid maa hans Forbindelse med Hollænderne ogsaa have været, temmelig løs; thi da Flaaden sildigt paa Efteraaret gik tilbage fra Øresund, forblev Skipper Clement Vinteren over i Göthaelven, hvor Underhandlingerne med Kong Gustav atter knyttedes sidst i 1533 og i Begyndelsen af 1534. De førte imidlertid heller ikke nu til at han traadte i svensk Tjeneste; men han vidste dog at stille sig saaledes til Kongen, at denne troede i ham at have fundet et beqvemt Redskab til at overtyde det burgundiske hof om sin Hengivenhed for Keiseren og sin Villighed til en nærmere Forbindelse med den nederlandske Regering. Hvad der er kommet ud af dette, vide vi ikke; men kjendeligt er det, at Skipper Clement laa der ved Elfsborg eller Lødese paa Luur efter Virkningen af Grev Christoffers og Jørgen Kocks Aftale, som sikkert ikke er bleven nogen Hemmelighed for en mand, hvis Hengivenhed for den fangne Konge ligesaa lidt kunde betvivles som hans Brugbarhed til forvovne Eventyr.

Almuen i Nordjylland rejses

Det var da ganske naturligt, at da Grev Christoffer i Sommeren 1534 kom til Malmø, fandt han der disse gamle Sørøvere, som Hvitfeld kalder dem, nemlig Skipper Clement med hans Staldbrødre Skipper Thomas, Skipper Hermand, Jens Finke og Oluf Klinte. Da Greven ikke nu var stærk nok til at angribe Jylland med Vaabenmagt, sendte han Skipper Clement til den nordlige Deel af Landet for at reise Almuen. Dette var en Forholdsregel, der saa naturligt maatte frembyde sig, at man kun kan undres over, at det først skeete midt i September; men rimeligviis har Greven ikke før vovet at trække endog nok saa faa Tropper fra det nylig underkastede Fyen. Den 14de September kom Skipper Clement til Aalborg; Byen kom strax i hans Magt, og Slottet, som Hr. Peder Lykke havde i Forlehning, faldt ligesaa hurtigt som de andre danske Borge. Det synes ikke engang at have været ordentligt befæstet. Nu var det en let Sag for Clement at reise sine Landsmænd Vendelboerne.

Herregårdene afbrændes (Bagge Gris og Styge Krumpen)

Her i Jylland blev Opstanden fornemlig en Bondebevægelse, og det var uden Tvivl Grunden til, at forholdsviis langt flere af Adelens Gaarde ødelagdes end i de andre Lande. Klarupgaard og Hjermslev, der tilhørte Bagge Griis, bleve brændte. Manden var ikke hjemme dengang; saasnart han erfarede hvad der var skeet, ilede han til Aalborg, søgte Skipper Clement og vilde gjennemboret ham med sin Daggert; men den gamle Eventyrer bar et Pantser under sin Klædning, saa han ingen Skade fik. Bagge Griis var vel undkommen, havde ikke en Skomager i Aalborg ramt ham med en Tagsteen i Hovedet, saa at han ikke naaede længer end til Hasseriis Kjær; der fandt man ham siden død af sit Saar. Bispestolens Gaarde Segelstrop, Woergaard, Birkelse afbrændtes. Biskop Styge Krumpen skjulte sig - i Peder Ridemands Bagerovn, sagde hans Uvenner siden; hvor hans Boelskab Elsebet Gyldenstjerne blev af, vidste hendes Brødre ikke. Flere Adelsmænd forenede sig tvungent eller frivilligt med Skipper Clement; Jens Markvardsen (Rodsteen) fik Børglum Kloster i Forlehning af ham, Claus Iversen (Dyre) Vreilev Kloster, medens Hundslund forlehnedes til en Bonde og Aastrup til en Tolder i Aalborg; endog en af de tre Adelsmænd, der i Horsens vare beskikkede til at dømme i Jordegodstrætter, Jens Hvas af Kaas, gik over til Bønderne, dog rimeligviis først noget senere, siden hans Gaard i Salling ogsaa blev brændt af dem. Snart udbredte Opstanden sig vidt ud over Vendsyssel. I Thy var Oluf Duus Anfører; han kom paa Refs Thing og lod læse Skipper Clements Brev, at den, der ikke vilde følge ham, skulde hænges i en Galge.

Adlen bøjer sig ikke

Allerede den 16de October skriver Greven fra Kjøbenhavn til det norske Rigsraad, at Vendsyssel, Viborg Stift og det Meste af Nørre Jylland er indtaget af hans Krigsfolk paa Kong Christians Vegne; men ganske rigtigt var dette dog endnu ikke dengang, endskjøndt brevet blev skrevet paa en Dag, der, uden at Greven kunde vide det i Kjøbenhavn, gjorde hans Ord sande i de første Dage derefter. Man skulde under Omstændigheder have ventet at Greven selv havde viist sig i Jylland, eller i det mindste sendt en nogenlunde klækkelig Krigsmagt til Skipper Clements Understøttelse; men hvad der samtidigt gik for sig i Sverrig, fastholdt ham i Sjælland og hindrede ham i at sende sine Tropper altfor langt fra Haanden. Dog har han, uden Tvivl fra Fyen, sendt en Høvedsmand, Johan Wilken, med en Fænnike til Nørrejylland.

Men Jyllands Adel var for dygtig og haandfast til at bøie sig uden Modstand under Greven og den oprørte Almue. Ove Bilde, Mogens Gjøe og Erik Banner besvarede ikke engang Anders Bildes venlige Breve, der skulde knytte Forbindelser med Jyderne, og dog havde de Sidste meget Gods paa Øerne, der nu blev givet til Priis. Førernes Forbillede virkede paa den menige Adel, som villigt satte Liv og Gods i Vove for den Konge, de havde valgt sig. "Tænk hvad Skade Hr. Mogens lider og Erik (Banner)", skriver Mester Anders Gyldenstjerne til sin Broder Erik paa Aggershuus; "de have mistet al den Deel, de. havde i Sjælland, Skaane, Fyen, Laaland og Falster. Det agte de for Intet. Jeg er ogsaa skilt ved mit Degnedom og hvad jeg havde i Roskilde og Sjælland; dog skrev Greven mig sit Leide til, at jeg skulde beholde hvad jeg havde i Sjælland, om jeg vilde komme did til Landet og hylde ham, hvilket jeg aldrig agter, med Guds Hjælp." Han opmuntrer paa det Kraftigste sin Broder til standhaftig Troskab imod Hertug Christian; og at disse Ord vare mere end Mundsveier, at en Villie til at handle og vove stod bag dem, det beseglede han kort efter med sit Blod.

Slaget ved Svenstrup

Adelen samlede sig i Aarhuus sidst i September. Erik Banner til Asdal, Lehnsmand paa Kallø, og Holger Rosenkrands til Boller vare deres Anførere. Jost Globek med sin af Hertug Christian sendte Fane Ryttere forenede sig med Adelen, der ogsaa synes at have havt nogle hundrede Mand Fodfolk med sig. Den hele Styrke, som i October drog imod Aalborg, var neppe 600 Mand tilhest og ligesaa mange tilfods. Men Adelen var ikke saa heldig som modig; altfor tillidsfuld oppebiede den ikke engang fire Fænniker Landsknegte, som Hertugen sendte fra Holsten, og som neppe kunne have været langt borte, da det uheldige Sammenstød skete. Denne Ringeagt for Vendelboerne, hvis Mod Jyllands Adel burde kjendt fra ældre Opstande, fik en alvorlig Revselse. Den 15de October 1534 ankom Toget til Svendstrup, en Miilsvei sydfor Aalborg. En Mølledam og Bæk gaaer i vest-østlig Retning gjennem Byen og forener sig med den Aa, der lober gjennem Aalborg ud i Liimfjorden; vestfor denne Aa, indtil lidt nordfor Svendstrup, er Landet noget høiere; Vandløbet selv er omgivet af side Enge. Uagtet nu Adelen ikke kunde være uvidende om, at Bønderne vare samlede i stort Antal ved Aalborg., bleve de roligt liggende i Svendstrup om Natten, ja undlode den simple Forsigtighed, at besætte det høiere Land foran Landsbyen. Det kan ikke engang være faldet dem ind, at Bønderne turde vove et Angreb. Men Skipper Clement var tidligere oppe den 16de October 1534, end Adelen; med 6000 Vendelboer, slet bevæbnede vistnok og sagtens heller ikke synderligt ordnede, om og Johan Wilken med sine Krigsmænd har været med, drog han om Morgenen fra Aalborg, dækket i den venstre Flanke af Aaløbet, over den lille By Leer imod Svendstrup og besatte Høiden foran denne By, inden Adelen mærkede det. Istedet for nu, da Feilen engang var begaaet, at rykke tilbage og søge et andet Angrebspunkt, troede Adelen det ikke foreneligt med sin Ære, at vise Bønderne sin Ryg, og mente desuden vel at kunne magte denne Almuehob. Jost Globek blev da sendt ud for at omgaae Fjenden, medens Adelen vilde angribe forfra; men istedetfor at give Tid, indtil han kunde udfore Bevægelsen, brøde de i deres Utaalmodighed frem af Byen og stormede løs imod Bønderne. Inden de naaede disses Stilling, maatte de imidlertid over de lavtliggende og, af Efteraarsregnen opblødte Marker foran Byen. Den bløde Jord kunde ikke bære de jernklædte Ryttere; Hestene styrtede eller sank i, og bleve siddende; saasnart Bønderne saae dette, kastede de sig over de Hjælpeløse, brugte deres Køller og Vendelbospyd af Hjertenslyst og opmuntrede hverandre til at "slaae paa de Jernbeen." Som Ditmarskerne ved Hemmingsted brøde Vendelboerne sig ikke det allermindste om den ridderlige Regel, at skaane Hestene og angribe Rytterne: "slaa Hesten," raabte de, "Manden faae vi vel." Her fandt da fjorten Adelsmænd deres Død, - efter de Tiders Krigsmaade et meget stort Tab. Blandt de Faldne nævnes den ene af Anførerne, Hr. Holger Rosenkrands, Rigsraad Niels Brok, Mester Anders Hack, Christen Skram, Erik Flemming, Iver Juel, Jørgen Clemensen og Mester Anders Gyldenstjerne. Som Fanger førtes Albert Gjøe, Iver Krabbe og Frants Powisch til Aalborg. Hvo der kunde, ilede tilbage over Svendstrup Mølledam. Jost Globek havde bemærket Adelens Nederlag; han trak sig derfor skyndsomt tilbage. I Randers, hvorhen de Slagne søgte Tilflugt, blev han arresteret som den, der ikke havde holdt sig som han burde, men senere løsladt; formodentlig har man indseet at, Adelens egen overmodige Uforsigtighed var Skyld i Ulykken.

Bondeoprøret breder sig

Saasnart Efterretningen om dette Nederlag kom til Aarhuus, hvor Mogens Gjøe og Ove Lunge opholdt sig, og hvorhen Erik Banner maa have begivet sig umiddelbart fra Svendstrup, hvis han overhovedet har personlig været med paa Toget, traf de strax alle Anstalter til at forsvare Randers. Det Fodfolk, Adelen ikke havde villet oppebie, blev sendt derhen, Borgerne opfordrede til at udbedre Byens Befæstning og afbryde hvad der laa den for nær, og Ove Lunge med den Peder Ebbesen, der for et Par Maaneder siden var heldigen undsluppen fra Nyborg, fik Befaling at overtage Ledelsen af Randers Forsvar, medens Mogens Gjøe med to jydske Biskoppers Folk og en Deel af Almuen blev liggende søndenfor Gudenaa for at hidre Bøndernes Overgang. Da Randers saaledes fik en talrig Besætning saavel af Fodfolk som af den slagne Adel, og ikkun kunde angribes fra een Side, var Byen stærk nok til at udholde en Beleirnig, især af uordnede Almueskarer. Bønderne forfulgte deres Seier og betegnede overalt deres Vei med store Voldsomheder. At Næs, Visborg og Dalsgaard bleve brændte, synes at betegne, at en Skare har vendt sig imod Mariager, medens en anden drog imod Randers og lod enten paa Henveien eller paa Tilbagetoget Torstedlund, Nørlund og Albek, Thiele, Kleitrup og Vinge gaae op i Luer. Udenfor Randers lejrede de sig paa Flintebjerg; men de kunde med Køller og Spyd, uden Artilleri, naturligviis Intet udrette mod den velforsvarede By; et tumultuarisk Anløb i et Ølruus blev let afslaaet, saa at Førerne maatte indsee, at naar det ikke lykkedes at reise hele Jyllands Almue, gjorde de, indtil Greven kunde sende Forstærkning, rettest i at opgive Angrebet i det mindste paa denne Kant. Skipper Clement drog med sine Vendelboer tilbage til Aalborg, hvis Befæstning han lod istandsætte. Imidlertid havde Opstanden udbredt sig længer vesterpaa over hele Viborgstift og en Deel af Ribestift. Herregaardene Spottrup, Bustrup og Kaas bleve brændte; Skipper Hermand ødelagde Kongsgaarden Lundenæs og Ribe Bispestols Slot Lønborg, ja han vovede sig frem til Varde; men det synes dog, at Bondebevægelsen i disse midterste og vestlige Egne ikke har været saa almindelig som nordpaa, hvor Vendsyssel var Opstandens rette Sæde. Sydfor Gudenaa blev derimod Alt roligt; heller ikke blev nogen af Aarhuus Bispestols Gaarde brændte. Erasmus Lætus tilskriver foruden Indbyggernes roligere og mere beregnende Charakteer især sin Faders, Herredsskriver Mikkel Ingversens, flittige Reiser og Forestillinger Æren for, at Bønderne i Rougsøherred og i Egnen om Kolindsund sadde stille; han mener ogsaa, at Jens Finkes Død var et stort Tab for Skipper Clement, hvis Lykke han tildeels tilskriver denne Mands Klogskab. Fra hans Død, siger han, brød Uenighed ind, og det begyndte at gaae tilbage for Bondepartiet.

Johan Rantzaus kommer til Aalborg

Og nu, ulykkelige Jylland, Vee dine oprørske Bønder! Adelens Hævner, som ikke vidste af Barmhjertighed mod den danske Almuesmand, svang allerede sit uimodstaaelige Sværd over deres Hoveder. Johan Rantzau havde uden Tvivl endnu før Fredsslutningen forladt Leiren ved Trave og var med nogle Fænniker Landsknegte ilet nordpaa. I Jylland, hvor Mogens Gjøe og Biskop Ove Bilde førte Regeringen først fra Kolding, siden fra Aarhuus, trak han og Erik Banner Jost Globeks Ryttere, Adelen og de fire Fænniker Fodfolk til sig, og gik nu med den Hurtighed og Kraft, der udmærkede alle Johan Rantzaus Bevægelser, løs paa Opstandens Hovedplads Aalborg. Naar man betænker, at den korteste Vej fra Lybek til Aalborg, over Ahrensboeck, Kiel, Missunde og Flensborg, i vore Dage udgjør 62 Mile, altsaa i det sextende Aarhundrede ved nu forsvundne Veikrumninger ikke lidet mere; - at Beskaffenheden af Veiene, som jo først i senere Tider ere satte i taalelig Stand, dengang maae i høi Grad have besværet og hindret Troppernes Bevægelser; - at det var i November og December, da endog de bedste Veie paa Halvøen endnu ere vanskelige for Fodgængere; - og at Rantzau desuagtet ikke kan have brugt mere end 27 Dage paa dette Tog: saa faaer man store Tanker om hans Dygtighed som Hærfører og begriber lettere det Held, der overalt fulgte hans Banner. Mere end den angivne Tid kan han ikke have brugt paa Marschen fra Lybek til Aalborg; thi om ogsaa hans Biographer antyde, at han allerede var brudt op, inden Freden sluttedes, kan det dog ikke antages, at Hertug Christian har deelt sine Kræfter, inden han var nogenlunde vis paa en Fred; Angrebet paa Travemünde endnu den 16de November viser, at han dengang ikke kunde være det; men lad ogsaa Rantzau være paa Veien den 16de November, saa maa han have naaet Aalborg omtrent den 14de December; thi det hedder udtrykkelig, at den af Skipper Clement befæstede By holdt sig i faa, altsaa i nogle Dage; men Fredagen den 18de December blev den tagen med Storm.

Oprøreret slås ned og Clement fanges

Den sanmme Kraft viste sig i Angrebet paa Byen som paa Marschen. Aalborg forsvaredes kjækt af Borgere og Bønder; Rantzau, som personlig deltog i Stormen, havde nær tilsat Livet, idet han blev nedkastet fra det Øverste af Volden. Dog intet kunde standse de Stormendes Raseri; de trængte ind i Byen, og nu begyndte et grueligt Blodbad, hvori to Tusinde Bonner maatte lade deres liv. Kun Qvinder og Børn var det befalet at skaane. At Landsknegtene plyndrede Byen, forstaaer sig af sig selv. Nu blev Opstanden allevegne undertrykt med stor Kraft. Rantzau delte sin Styrke i tre Skarer, som ad forskjellige Veie droge gjennem Vendsyssel og lærte dets trodsige Bønder at bøie de stive Nakker.

Bedre gik det ikke i andre Egne; i Varde blev Skipper Hermand overilet og dræbt. Da Oprøret nogenlunde var kuet, begyndte Straffedommene. Bønder og Borgere maatte udlægge Hovedmændene, som strax henrettedes. Skipper Clement selv var undsluppen fra Blodbadet i Aalborg, men en Bonde ved Navn Esbern Nielsen greb ham og gav ham i Fjendens Hænder, for hvilken Daad han belønnedes med en Kronen tilhørende Gaard i Store Vorde, fri for al kongelige Tynge i hans Livstid. Fangen blev behandlet som Forbryder, endskjøndt han ikke var nogen Oprører, saasom han aldrig havde hyldet Hertug Christian eller staaet i noget Tjenesteforhold til denne. Efter den almindelige Fortælling sad han i Fængsel paa andet Aar, tildeels i Kolding, og blev efter Krigens Ende halshugget, steilet, og Hovedet prydet med en Blykrone; men Andre sige, at han strax blev henrettet, og da Johan Ranzaus Biographer, i det de fortætte Aalborgs Indtagelse, forbeholde deres Helt Æren for at have ladet den gamle Sømands Hoved falde, tør det dog være tvivlsomt, hvorvidt man virkelig har givet sig saa lang Betænkningstid med denne mand, medens man ilede saa stærkt med mange Anden.

Jens Hvas

Samme Tid blev paa Viborg Landsthing henrettet med ham den før omtalte Adelsmand Jens Hvas af Kaas, "fordi han havde forsømt imod sin Eed at begive sig til Kl. Majestæts og Rigets Adel og Krigsfolk, da de vare i Raders og andensteds imod Rigets Fjender forsamlede, men i det Sted havde givet sig til Skipper Clement og det oprørske Parti, og i saa Maade ført Avindskjold imod Kongen og Riget." Saaledes fremstilles Sagen i en Dom, afsagt 1571 paa Rødding Herredsthing i Salling i Anledning af en Retssag om Herregaarden Kaas, som hidtil var forbleven hos Jens Hvas's Arvinger. Men neppe har hans Brøde været ganske klar, da Kongen sendte Bud at han skulde forskaanes paa sin hals, fordi det var oplyst, at Bønderne havde brændt hans gaard og nødt ham til at følge dem. Dog - Benaadningen kom for seent: hans Hoved var allerede faldet; men hans Gods, der, om han virkelig var fundet skyldig, maatte have været forbrudt til Kronen, da han jo havde hyldet den udvalgte Konge, blev ikke inddraget.

Bønderne må bøde

De oprørske Bønder bleve tiltalte til Landsthinget og der dømte i Kongens Naade og Unaade med Liv og Gods; da maatte hvert Herred udgive sit aabne Herredsbrev, hvori Bønderne vedgik at have forbrudt Hals og Eiendom, fordi de havde hyldet Skipper Clement, Skipper Thomas og det Parti imod den Eed og Huldskab, de med Landets menige Indbyggere havde svoret den udvalgte Konge i Horsens. For at 1øse deres Hals igjen oplode og afhændede de til Kongen og hans efterkommere alt deres Bondegods og Eiendom som forbrudt Gods til evig Tid, med mindre Kongen vilde benaade dem. Ligeledes vilde de med Sølv, Penge anden Formue erlægge deres Brøde og Faldsmaal, og siden staae Enhver til Rette efter al Tilbørlighed. Endelig vilde de sværge en ny Troskabseed til Hr. Johan Rantzau paa Kongens Vegne.

Uagtet dette Brev gav Hertug Christian uindskrænket Magt over Bøndernes Eiendom, forstaaer det sig, at ikke den hele Befolkning i de, urolige Herreder blev dreven fra Huus og Hjem. Selv om Hertug Christian ikke havde afskyet et saadant Tyranni, havde han jo større Fordeel af at lade jordegne Bønder blive Kronens Fæstere, og at lade dem, der ikke vare jordegne, løse deres hals med Øxne eller Penge - "til en usigelig Summa" siger Hvitfeld, og at dette Udtryk ikke er overdrevet, seer man af enkelte bekjendte Summers Størrelse; saaledes maatte Enevold Eriksen i Hvidbjerggaard paa Mors løse sig med et tusind Mark Penge! Enhver blev beskattet efter sin høieste Evne og Formue af Peder Ebbesen og Axel Juel, som fik Befaling til at tinge med de Oprørske om Halsløsning; andre betroede Mænd paalagdes det at oppebære de betingede Boder. Men det er vist, at efter at den første Skræk havde sat sig lidt, gjorde Almuen i flere Vanskeligheder ved at udgive deres Halsløsning, saa at Regeringen maatte drive paa dem med truende Breve; og ikke mindre vist er deri at ingenlunde Alle fik deres Gods og deres Hals løste med Øxne eller Penge.

Rettersager

Der vare jordegne Bønder, hvis Gaarde virkelig inddroges under Kronen af denne afhændedes som forbrudt Gods. Man seer det blandt Andet af en Dom, fældet paa Kongens Retterthing i Aalborg den 15de April 1537, altsaa mere end to Aar efter Clementsfeiden og længe efter hele Krigens Ophør. Da havde den ovennævnte Axel Juel til Villestrup indstævnet tre Selveiere i Borup i Hindstedherred og i Hellum By og Herred, fordi de ikke vilde fravige deres to gaarde, uagtet de havde forbrudt dem til Kronen for Deltagelse i Oprøret, og uagtet Kongen havde givet Axel Juel disse Gaarde til Arv og Eie. Axel Joel fremlagde da det anførte Herredsbrev, der paabyrdede de Indstævnte Beviset for deres Uskyldighed; han beviste tillige, at de tre Mænd havde været med for Randers imod Adelen, og at de to af dem havde taget Deel i at plyndre Gaardene Næs og Torstedlund. Bønderne beraabte sig paa, at de havde arvet deres Gaarde efter deres Forældre og fremlagde Vidnesbyrd af nogle af deres Herredsmænd, der erklærede, at det var dem uvitterligt, at de tre Mænd havde brændt eller plyndret gode Mænds Gaarde. Men Sagen gik dem dog imod, fordi de ikke kunde benegte at have været med for Randers, og fordi Vidnesbyrd af andre Bønder i oprørske Herreder ikke ansaaes tilstrækkeligt til at afbevise Sigtelsen for Adelsgaardenes Plyndring; deres Gaarde bleve tildømte Kronen og Axel Juel erklæret for den rette Eiermand. Om han derefter har drevet Bønderne ud eller ladet dem sidde som sine Fæstere, vide vi ikke. Dette var ingenlunde det eneste Tilfælde af denne Art.

Mange af Deltagerne i Opstanden mistede deres Eiendomme, Andre forfulgtes baade paa Liv og Gods. Saaledes indstævnede ligeledes i Aaret 1537 Provst Svend i Vestervig Kloster den Oluf Duus, der var Anfører for Skipper Clements Parti i Thy, fordi han havde øvet Vold imod Klosteret; og da Oluf Duus ikke som andre Bønder i Thy havde bødet sin Halsløsning til Kronen, dømte Kongen ham paa Retterthinget i Vestervig til at have sit Liv og Gods forbrudt og derom staae i hans Naade og Unaade.

Tvivlsom retssikkerhed

Disse strenge Domme over underordnede Personer saa lang Tid efter at hele Krigen var endt, viser, at den Haardhed, der udøvedes strax efter Opstandens Undertrykkelse, ikke ene bar været fremkaldt ved Øieblikkets Nødvendighed. Christian den Tredie, hvis personlige Mildhed vistnok ikke kan betvivles, og som ikke undlod i flere Tilfælde at sætte en Grændse for den seirende Adels Voldsomhed imod Almuen, synes at have taget sig Opstanden i Jylland meget nær til Hjerte, endskjøndt det dog i det mindste er tvivlsomt, om det halve Valg i Rye og Hyldningen ved Horsens virkelig berettigede ham til at betragte dem, der reiste sig for Christian den Andens Sag, som Oprørere af det værste Slags, der ingen Naade fortjente, hverken den maaskee vildledte Almue i det Hele eller de enkelte Ledere i særdeleshed. Og aldrig kan det undskyldes, at Regeringen straffede Uskyldige og Skyldige i Flæng. Det var en aabenbar Uretfærdighed, at gjøre Beboerne af de oprørske Herreder ansvarlige Alle for En, eller at lade saadanne Herreder - det var 49 af Nørrejyllands Herreder - erklære sig strafskyldige, og lige strafskyldige, saa at alle der boende Bønder skulde have Liv og Eiendom forbrudt, hvad enten alle, eller mange, eller faa af Herredsmændene havde deltaget i Reisningen, alene med Undtagelse af dem, der kunde bevise deres Adkomst til at fritages for den almindelige Fordømmelsesdøm. At føre et saadant Beviis maatte i mange Tilfælde være selv de fuldkommen Uskyldige umuligt, især naar man ikke vilde lade Vidnesbyrd af deres egne Herredsmænd gjælde. Enkelte Tilfælde forekomme vel, hvor Beviset maaskee er ført, eller hvor man i alt Fald har ladet Naade gaae for den saakaldte Ret; men slige Tilfælde maatte være langt talrigere, end de nu lade sig finde, for at svække den retfærdige Uvillie over en Justits, der summarisk bryder Staven over det halve Land for Gjerninger, kun Kampens Udfald gav Seierherren snarere en Adkomst end en Ret til at kalde Forbrydelser, og derefter ved et Magtsprog befrier sig fra den Pligt, at bevise den Enkeltes Brøde, ved at vælte Beviisbyrden over paa den, der vil gjælde for Uskyldig. At dette virkelig var Meningen med at lade Herrederne erklære sig skyldige, har Regeringen selv udtalt. Et Øieblik opfattede de udnævnte Taxationsmænd deres Opgave saaledes, at de kun skulde bestyrtede deres Bondegods, som fandtes skyldige; men Hertug Christian indskærpede dem, at alt Bondegods i de Herreder, hvor der havde været Oprør, skulde taxeres og "sættes for Fæst"; naar det var skeet, skulde den, der skjelligen kunde bevise at være uskyldig og ikke have været med i Oprøret, komme til Hertugen personlig med sine Beviser. Fandtes hans Paastand da grundet, skulde han faae Brev paa sit Gods!

Optræk til nye oprør

Man vil da uden Tvivl finde det meget begribeligt, at om Bevægelsen end øieblikkelig kuedes ved en Syndflod af Undertrykkelser og Henrettelser, ulmede llden dog længe og truede i Foraaret 1535 at bryde ud paany i lys Lue. Almuen i Øster- og Vesterherreder, Nørreherred, Gjørding- og Skads-Herreder, og Lønborg Birk, negtede at udgive den Halsløsning, de ved deres aabne Breve havde forpligtet sig til, da de meente, at siden Sølvskatten var udskreven, burde de ikke give meer end tre Lod Sølv hver, som andre Bønder. Hertug Christian tilskrev disse Herreder haarde Breve, hvori han forkaster deres Udflugter og paalægger dem under Tab af Liv og Gods at optinge med Peder Ebbesen og Axel Juel om Halsløsning som andre oprørske Herreder; hvorhos han bød de to Commissærer at efterspore hvem det er, der opægger Almuen imod ham. Noget forsigtigere er Tonen i hans Breve til Vendelboerne. Han havde i Begyndelsen af Juni 1535 faaet Underretning om, at de havde sendt fire Mænd til Grev Christoffer i Kjøbenhavn for at lade ham vide, at kunde han sende dem Hjælp, vare de villige til at reise sig endnu engang. Hertug Christian blev kjendelig foruroliget ved denne Efterretning og tilskrev strax Bønderne i Vendsyssel, at Klager over lovstidig Undertrykkelse vare komne ham for Øre, hvorfor han havde paalagt Hr. Mogens Gjøe og Erik Banner at begive sig til deres Land for at haandhæve Lov og Ret og forsvare de Undertrykte. De skulde i ham have en naadig Herre, dersom de nu vilde sidde stille og hver passe sin Næring, samt udlevere dem, der ved nye Opæggelser søge at styrte Almuen i Fordærvelse. Thi dersom Vendelboerne atter reiste sig, nødtes han til at straffe dem paa Liv og Gods uden Naade. Mogens Gjøe og Erik Banner paalagde han tillige at see at komme paa Spor efter Hovedmændene og da anholde dem til nærmere Befaling. Hvilke Skridt de to Mænd foretage sig, er os ubekjendt; men selv om Vendelboerne ikke have været meget modtagelige for deres Forestillinger, tog Krigen netop i Juni 1535 en saa gunstig Vending for Hertugen, at der nu ikke mere kunde være Tale om at modsætte sig ham ved en ny Opstand.

 


Jacob Østergaard.
Copyright © 1999, 2001. Alle rettigheder forbeholdes.